Billen
Ord & musik: Annapurna
Jeg tror, hvis jeg havde kineserens snilde
for penslens legende dans i det blå
så ville jeg male en yndefuld bille
som kravlede op ad et svajende strå.
Nu når den i den yderste, fineste spids,
står vejrende stille mod himmelens dyb.
Et evighedspunkt midt i linjernes rids.
et tidløst sekund for et nejende kryb.
Den søger i rummet med sine antenner:
der er intet signal - det er klarest besked.
Et øjebliks fred, før end billedet vender:
et strå og en bille, som atter går ned.